I 1814 rejste professor Vedel Simonsen rundt i landet for at samle oldsager, og på Århusegnen hørte han om en runesten, der var anbragt i gærdet mellem Egå kirke og Jens Ovesens toft. Han besøgte Egå og fandt stenen og sørgede for, at den blev sendt til det i 1807 oprettede Nationalmuseum i København. Stenen, der nu er kendt som Egå-stenen, havde stået på gårdens jord på Brobjerg. Den manglede i øvrigt den øverste del, men den blev fundet i 1839, da Jens Ovesens søn ville sætte gærdet om. Så stenen er nu hel og hører til blandt museets store samling af runesten.

Området omkring Brobjerg har været beboet langt tilbage i tiden. Der er gjort en del fund fra stenalderen, især af økser og dolke, men også fra broncealderen er der gjort fund. Og der kan stadig findes ting i jorden. I haverne ved Brobjerg Parkvej har Emil Staal gravet små flinteredskaber op af jorden! Her har nok været en eller flere bopladser, godt i læ for det store hav!

Selve runestenen daterer man til omkring år 1000, især fordi den bærer nogle kristne kors; der må være tale om den ældste kristne tid. Runeindskriften lyder: Alvkild og hans sønner rejste denne sten efter Manne sin frænde, der var Keld den Norskes godsbestyrer. Nogle historikere har funderet over denne Keld! Han har måske fået et område som tak for deltagelse i et af Knud den Stores togter?

I 1968 forsøgte sognerådet i Hjortshøj-Egå ved hjælp af en større underskriftindsamling at få runestenen “hjem”. Det lykkedes nu ikke! Men de opnåede at få en kopi af forsiden sat op i den da helt nybyggede Sølystskole!

Navnet Egå findes også langt tilbage. I Pontoppidans danske atlas fra 1765 nævnes det, at Egå er skrevet på mange måder i gamle dokumenter: Eku, Æghu, Ekhøgh, Eghæ og Egooe. Har kanske navn af en å, som løber om byens mark ned i Kalø vig, foreslås det! På marken er adskillige gravhøje og offersteder, siges det!

I middelalderen og op til slutningen af det 18. århundrede var var der her som mange andre steder fællesdrift i de tre vange, som Egås marker var inddelt i. I Egå sogns markbøger fra omkring 1688 omtales Vestervang, Søndervang og Nordenvang. Ser vi på kortet over Søndervang, hvor Brobjergparken geografisk ligger nu, finder vi betegnelserne Haukrog fald, Dagland fald og Brobierig fald. Et fald er en skråning på en bakke!

Ved fællesskabets ophør i slutningen af 1700-tallet blev de små agre udskiftet, således at alle gårde fik større, sammenhængende marker, og så småt begyndte bønderne at flytte ud fra byens beskyttende fællesskab og bygge nyt ude på markerne. Det tog nu lidt tid. Det nye mødtes med lidt skepsis! Dengang som nu. Udstykningen af Egå bys jorder skete i udpræget stråleform, således at nogle gårde fik jord mod syd ned mod åen og kysten og derved også fik jord på den anden side af Grenå landevej, – set fra Egå by. Udskiftningen foretoges af landmåler A. Haar og var afsluttet i 1789.

I Frederik 7. tid var der som bekendt kongelig interesse for gravhøjene i landet. I 1851 indsendte gårdejer Søren Rasmussen Skipper gennem en prokurator i Århus et nydeligt håndskrevet brev til Nationalmuseet om en del “gjenstande” han havde fundet i sin jord. Museet var nu ikke imponeret. Man da han havde bedt om en godtgørelse, sendte de ham en “duceur” på 1 – èn – rigsdaler! Et par år senere foretog museet selv en undersøgelse i Østerrishøj. Det var i 1854. I indberetningen står der, at højen har været ret stor, men nu for en stor del er udplaneret til have. Det hele er meget forstyrret, mener museet.

Hvad der egentlig skete med “de adskillige gravhøje og offersteder”, får vi måske et fingerpeg om i en indberetning, som lærer ved Egå skole R.S.Nielsen omkring 1880 skrev om grave m.m. i Egå sogn. I indberetningen skrev han bl.a.: I tiden mellem 1850 og 1860 var der mange høje i dette sogn; men de høje kornpriser og den lille dagløn ledte til at fjerne mindesmærkerne. Ved samme tid begyndte byggelysten, og stenene i mindesmærkerne blev da taget. Dertil kommer endnu, at to brødre, der boede dèr i nabolaget og ved alle tider spillede førsteviolin i den tid, gav eksempler, som desværre fulgtes. Mærkelig nok bor de nu begge i fattighuset ..!

Den omtalte lærer gav i øvrigt anledning til, at der oprettedes en friskole i Egå. En del beboere var ikke tilfreds med, at han i 1880 blev førstelærer. Han byttede da også senere – med myndighedernes tilladelse – embede med en lærer i Svendborg.

I 1875 havde Jens Grosen Sørensen, der var født 1853 i Skæring, købt en gård i Egå. (Matr. nr. 3). Han gav 1000 kr. pr. tønde, i alt ca. 22.000 kr. Han giftede sig med Ane Kristensen fra Todberg, og de fik gennem årene et stort antal børn. Flere af dem blev kendt også uden for området, bl.a. Maren Grosen, der blev forstanderinde på Testrup Sygeplejehøjskole og Uffe Grosen, der blev højskoleforstander på Vallekilde højskole. Andre af børnene Ejnar Grosen, Johannes Grosen og Svend Grosen fik deres virke i Egå-området.

For gårdejerne i Egå udgjorde Grenå landevej en grænse, og flere af gårdene solgte jorden “på den anden side” af landevejen fra. I 1880’erne solgte Jens Grosen et stykke fra. Køberen byggede en ny gård og kaldte den “Solklint”. Det siges lakonisk om den, at den ligger ualmindelig smukt!

I 1922 overtog Ejnar Grosen forældrenes gård og byggede et aftægtshus til dem. Kort tid efter købte han noget jord langs landevejen til et gartneri, og det viste sig hurtigt, at Jens Grosen ikke kunne “stilles”. Helt frem til sin død i 1931 deltog han i arbejdet både på gården og i gartneriet.

Ejnar Grosens 8 år ældre bror Johannes Grosen havde ikke vist den store interesse for landbruget. Det var gartneriet, der interesserede ham, så det var en selvfølge, at den yngre bror overtog fødegården. I 1911 købte Johannes Grosen så af gårdejer Søren Jensen Sørensen , Egå (matr. nr. 11) den del af hans jord, der lå “uden for” landevejen. Det var det såkaldte Brobjerg. Året efter giftede Johannes Grosen sig med Helene Pedersen. Han omtales 1940 i en bog om Egå på denne måde: Han driver et udmærket og indbringende gartneri og er en dygtig og ihærdig mand. Han var i en periode medlem af Hjortshøj-Egå sogneråd.

Forsættes… Læs del 2 her