Chr. Bærentsen fortæller.

Jeg overtog min fars blomstergrossist-virksomhed i 1948, kort efter jeg var kommet hjem fra militærtjeneste. Min far var alvorlig syg, så jeg tog omgående fat på arbejdet som blomstergrosserer. Forretingsmæssigt gik det virkelig godt gennem 1950’erne og ind i 1960’erne, og jeg begyndte efterhånden at se mig omkring efter andre muligheder.

Som blomstergrosserer havde jeg stort kendskab til gartnerne i området og fik mange gode venner blandt dem. En af mine venner Thøger Thøgersen ejede et gartneri på Åskrænten, som han gerne ville sælge; det skulle koste ca. 70.000 kr. Gartneriet dækkede det område, der nu er småhaver samt arealet på modsatte side, hvor der nu er to nybyggede villaer. Først og fremmest syntes jeg, at der kunne være en mulighed for at opføre nogle sommerhuse. Der var jo en del sommerhuse i forvejen. Men i 1958 døde Johannes Grosen, og hans enke kom til at sidde på gården Brobjerg med et meget stort jordområde, et tidligere gartneri! Sognerådsformanden i Hjortshøj-Egå kommune Jens Müller var jeg også godt bekendt med. Han nævnte ved flere lejligheder, at jorden på Brobjerg var til slag. Køb det, sagde han. Det gjorde jeg så; prisen var omkring 700.000 kr. Han lagde nu ikke skjul på, at kommunen kunne være interesseret i lejeboliger og altså i flere indbyggere. Han nævnte arkitekt Gunnar Larsen, som kommunen havde haft et godt samarbejde med. Gunnar Larsen havde et arkitektfirma, hvor også rådgivende ingeniør Viggo Madsen arbejdede.

Jeg kontaktede firmaet, hvorved en anden medarbejder ingeniør Bent Elgaard også kom med i arbejdet. Sidstnævnte ansatte jeg faktisk selv nogle år senere efter en firmaflytning! De tre personer var med i hele byggeriet! Vi begyndte at lave en ny plan med det samme, for den plan, der oprindelig forelå fra kommunen fandt vi helt uacceptabelt. Her lå en treetages-bygning parallelt med kysten, hvorved en del af boligerne ville få spærret deres udsigt til vandet. Beboerne ville faktiske opleve bygningen “i vejen”, hver gang de gik ud! Vi bestemte med det samme at “gå selv” med byggeplanerne! Dengang var der nogle partielle byplaner, som der skulle tages hensyn til, og som ofte kunne være en forsinkende faktor. Vi måtte til København en del gange for at “skubbe på” og fortsatte samtidig arbejdet med vore egne ideer.

Efter købet af Brobjerg købte jeg mere af den nærliggende jord, bl.a. en gård, der havde tilhørt Svend Grosen, en bror til Johannes Grosen. Hans gård lå, hvor institutionerne og 50’er kædehusene nu ligger. Kastanietræet ved hovedstiens ende mod åskrænten stod på Svend Grosens gårdsplads. Han var selv død, men hans kone fik lov til at blive boende på gården i resten af hendes levetid, en ordning som Johannes Grosens enke, Johanne, også havde fået.

Landmåler Erik Kold, der foretog opmålingerne, gjorde opmærksom på, at der var tale om et så stort område, at der måtte laves en deklaration. Vi kan ikke have hver blok til at leve sit eget liv, der må skabes en form for samarbejde, var hans påstand. Helst et overordnet styre! Det var også ham, der anbefalede, at hver blok skulle matrikuleres for sig, fordi det store byggeri ville strække sig over lang tid med risiko for vanskeligheder. Med kendskab til situationen i 1970’erne var det ret forudseende! Og sådan blev det. Resultatet var en deklaration af 1972 , der indeholdt bestemmelserne for blokkene og øvrige bygninger i området, herunder også en paragraf om, at der skulle dannes en grundejerforening. Erik Kold var også med til at udarbejde det retlige grundlag for Brobjergparken sammen med to andre landmålere. Sådant arbejde var de vant til!

Fra første skitse var der tale om børneinstitutioner og om et indkøbscenter. Vi troede egentlig, at der ville blive tale om mange flere børn, end der faktisk blev. Lejlighederne var tænkt som familieboliger, men blev med en månedsleje på omkring 3.000 – kr. var de reelt ret dyre i forhold til lønningerne i begyndelsen af 1970’erne.

Den første skitse fra vores hånd blev forelagt Hjortshøj-Egå sogneråd i 1966. Beløbsrammen blev oplyst til omkring 50 millioner kr. Det lyder af meget, men jeg kendte jo til priser og vidste, hvor mange etagekvadratmeter, der skulle bygges, så beløbet afskrækkede mig ikke. Historien om, at jeg stod på toppen af Brobjergvej og trak vejret dybt, kan jeg ikke afvise; jeg husker, at jeg har stået der sammen med min far. Han syntes vist, at jeg var lovlig dristig!

Forskellige vanskeligheder af økonomisk art blev vi selvfølgelig ikke fri for. Min virksomhed som blomstergrosserer hjalp i begyndelsen godt på det problem!

Under byggemodningen sidst i 1960’erne opstod der et problem med kloakeringen. Områdets beboere blev urolige for en kloakering sammen med Brobjergparken og afholdt et protestmøde mod fælleskloakering. Igen kom Erik Kold med løsningsforslag. Vi kunne foretage kloakeringen selv! Det gjorde vi så helt uafhængig af den øvrige bebyggelse i området. Ved nærmere eftertanke viste det sig lidt nemmere her end i resten af området. Mange steder måtte der udføres spunsarbejde for at få lagt rørene, og det var slet ikke nødvendigt på det højere beliggende Brobjerg! Egentlig endte det med, at vi opnåede en ret stor besparelse!

Oprindelig var det som nævnt tanken, at det hele skulle være lejeboliger, men under oliekrisen i 1970’erne gjorde de hastigt stigende renter, at der måtte nytænkning til! Renten bevægede sig opad til både 14% og endda endnu højere.. Den gældende lov om ejerboliger gennem nogle år fået social slagside, så ombygningen af ældre bygninger til ejerlejligheder var standset, mens nybyggeri fortsat kunne bygge til ejere. Så det blev ejerlejligheder, vi satsede på i de næste blokke Blokkene gav underskud i de første mange år, men lidt jordsalg og mit grossistfirma holdt økonomien på et rimeligt niveau. I begyndelsen af 1980’erne blev der dog lidt større underskud på blokkene, så vi besluttede at sælge ejerlejligheder også i de første blokke A, B, C og D. Det gik strygende, også så meget, at vi besluttede at stoppe salget. Undervejs i salgsperioden gik det op for os, at der ikke var solgt lejligheder i blok B, så vi besluttede at lade den være en ren lejerblok. Og det blev den så, – og er stadig!

Brobjergparken var mit første større byggeri, og selv om jeg afhændede min grossistvirksomhed og i fællesskab med min kone senere stod for mange forskellige byggerier, har “Parken” bevaret sin plads i mit hjerte. Nu er vi begge “trådt et skridt tilbage”, men jeg fremviser stadig med stor glæde både selve området og lejligheder til nye lejere.