Brobjergparkens historie – Del 5
Lige fra det første skitseforslag i 1966 havde der været tale om et butikscenter i Brobjergparken, og selv om der ikke fandtes nogen byplanvedtægt for Egåbro-området, havde Hjortshøj-Egå sogneråd anbefalet projektet i sin helhed.
Men da butikscenteret endelig var under opførelse og i slutningen af 1980 nærmede sig sin afslutning, blev der alligevel uro! Der var i storkommunen vedtaget en byplanvedtægt, der for Brobjergparken og Brovænget havde den bemærkning, at der kun “må … opføres bebyggelse til lokalcenter for de for kvarterets daglige forsyning nødvendige butikker og evt. lokaler for liberale erhverv”.
Føtex havde nemlig vist sin interesse og var kommet med et forslag om en butik på 1.000 kvadratmeter med et cafeteria. Og det mente købmændene og brugsforeningerne i området var aldeles i strid med byplanvedtægten. Der blev omgående protesteret til Magistratens 2. afdeling mod denne “gigant”, der ville slå benene væk under mindre forretninger og få konkurrencemæssige virkninger i både Egå, Skødstrup, Løgten, Lystrup og helt ind i Risskov!
Formanden for Århus Omegns Købmandssamvirke udtalte, at de ikke forsøgte at bremse for en forretning i Brobjergparken; men den skal være i overensstemmelse med reglerne i byplanvedtægten. Føtex svarede på dette, at det ikke var dem, der søgte kommunen om tilladelse, men bygherren bag projektet, direktør Chr. Bærentsen, der søgte. Vi mangler blot at få at vide, om vi kan leje lokaler eller ikke!!
Polemikken vakte en del irritation blandt beboerne i Brobjergparken. I et indlæg i avisen blev der gjort opmærksom på, at alle her havde langt at gå til de nærmeste butikker. Og at det var langt at skulle slæbe varer! En underskriftindsamling fandt da også sted!
Sagen skulle i byrådet behandles sammen med en ansøgning om etablering af en Jaco-forretning i den tidligere Hasle Trælasthandel på Viborgvej, og da behandlingen skulle begynde, forelå der ikke mindre end 34 sider materiale. Ud over selve ansøgningerne var der forskellige beregninger, bl.a. fra brugsforeningerne, der havde den klare konklusion, at den nye forretning ville blive en alvorlig trussel mod de bestående forretninger! Fra Chr. Bærentsens arkitekt kom det klare svar, at formålet nok snarere var at hindre etableringen af et supermarked i Brobjergparken.
Selve behandlingen i byrådet blev ret principiel. Man kom hele vejen rundt om storkapitalinteresser, kvælning af småhandlende og lidt om den frie etableringsret! Men der viste sig flertal for begge forretninger. For Føtex stemte 19, 8 var imod og 2 undlod at stemme. Den socialdemokratiske og den konservative byrådsgruppe viste sig ret splittede i holdningen til de to nye forretninger!
Så fra efteråret 1980 var der “grønt lys”! Chr. Bærentsen måtte dog efter tilladelsen oplyse, at Føtex tidligst kunne rykke ind i bygningen i foråret 1981, for den var langtfra færdig.
Det var også tanken, at der skulle etableres en bagerforretning, en kiosk og en “bistro” eller anden restaurantlignende forretning på den øverste etage, hvor Provinsbanken også skulle have lokaler. Selve forretningsbygningen var nemlig bygget ind i skrænten op til boligkarreerne, således at beboerne herfra kunne gå over et lille torv og direkte ind i forretningerne på overetagen.
Efter godt to års forhandling kunne forretningerne så åbnes torsdag den 19. marts 1981. Der var dengang 37 ansatte i Føtex, og der var 6 kasser i kasselinien. Ved èn af kasserne sad Inga Grantzau, der fortæller, at dagen meget mod forventning startede lidt mat! Men i løbet af et par timer blev tilstrømningen så stor, at kunderne måtte lukkes ind i hold! Og presset holdt helt til weekenden! Så det blev en festdag med mange mennesker, god stemning, balloner og flødeboller! Den officielle åbning fandt dog først sted den 2. april. Her var der musik ved Provinsbankens husorkester, optræden af Den jysk pigegarde, mange særlige tilbud, bl.a. kunne man for èn krone få en sodavand, en pølse eller 10 påskeliljer! På parkeringspladsen var der udstilling af Alfa-Romeo-biler og af wind-surfers, og som en gestus gik alle tjente penge denne dag til “Flygtning 81”-indsamlingen. På torvet på overetagen var der fra starten bagerbutik, centerkiosk og Bistro-cafeteria. Restauratør Thejl var dog lidt usikker og kaldte det et vovespil, men håbede på, at der var mange, der savnede et madsted i dette område! Hans skepsis viste sig desværre rigtig! Føtex voksede sig derimod stor og blev en succes. I dag er der 8 kasselinier og omkring 130 ansatte, og Føtex breder sig stadig – også ovenpå!
Et motto for Føtex blev lanceret på indvielsesdagen: “Nær ved – og nemt til”!
Brobjergparken var – som nævnt tidligere – inddelt i et antal områder med eget matrikelnummer. Områderne var blokkene med lejligheder, hvor blok A, B, C og D samt butikscenteret var ejet af Chr. Bærentsen ( 5 enheder), mens blokkene E, F, G og H og lidt senere kædehusene udgjorde hver sin enhed, en ejerlejlighedsforening. Hertil kom børneinstitutionerne og regnvandsbassinet mellem institutionerne og Grenåvej, som ejedes af Århus kommune. Alt uden for de enkelte enheder, veje, solgårde, græsarealer, legepladser m.v. udgjorde en særlig enhed – matrikuleret for sig – en enhed der netop ifølge deklarationen af 1972 skulle administreres af en grundejerforening. I samme deklaration findes i øvrigt også de gældende regler om forbud mod knallertkørsel og anden motoriseret færdsel på stierne og pligten til at tilslutte sig et fælles antenneanlæg. Ejerne af arealerne var – ligesom lejerne i forhold til beboerforeningen – pligtige til at være medlemmer af grundejerforeningen.
Den 11. maj 1982 holdtes der stiftende møde. I mødet deltog foruden Chr. Bærentsen repræsentanter for ejerforeningerne i ejerblokkene og kædehusene. Et forslag til vedtægter, der var udarbejdet af ejerforeningerne med advokatbistand, blev gennemgået og vedtaget. Men den endelige vedtagelse fandt først sted langt senere, da Århus kommune som ejer af institutionerne og regnvandsbassinet skulle godkende vedtægterne. For regnvandsbassinets vedkommende ønskede kommunen dog ikke at være medlem af foreningen!
Fire måneder efter stiftelsen henvendte den første formand, Henning Ernø, oprindelig repræsentant for blok G, sig til beboerne med en del oplysninger om foreningen. Den skulle ledes af et repræsentantskab, der som medlemmer havde en valgt repræsentant for hvert bebygget matrikelnummer; det daglige arbejde skulle dog varetages af et forretningsudvalg valgt af repræsentantskabet. Og sådan er det stadig. I det første repræsentantskab finder vi bl.a. Otto Grantzau som repræsentant for kædehusene; efter en årrække i Københavnsområdet er han igen beboer i Brobjergparken.
Henning Ernøs sans for humor fornægter sig ikke! Midt i den grundige redegørelse skriver han beroligende: ” .. det er ikke forretningsudvalgets hensigt at spille hverken politi eller Vorherre, det vil sige, det er ikke os, der sørger for, at politivedtægten følges i Brobjergparken, ligesom vi heller ikke blander os i folks forhold til de 10 bud, – hvor interessant det end kunne være!” Det var jo rart at vide!
I slutningen af redegørelsen omtaler han de tre marker på begge sider af stien til åen og oplyser, at grundejerforeningen vil udskrive en konkurrence om udnyttelsen af området. Markerne var tidligere gartnerjord, den ene, hvor der senere blev haver, var udlejet til tømmerhandler Poul Hansen, der havde sine heste gående dèr!
Konkurrencen blev hurtigt en realitet. Der udsendtes en lille folder med deadline i november 1982 med invitation til børn og voksne – og med præmier og udstilling i Provinsbankens Brobjerg- afdeling af de bedste forslag. Der kom dog kun 13 forslag, men det var den almindelige opfattelse, at forslagene havde stor opbakning. Forslagene var små nyttehaver, et boldspilområde, en legeplads nærmest ved institutionerne og et hundeluftningsområde. Et udvalg tog sig af sagen, og det meste gennemførtes i løbet af 1983. Helt billigt var det ikke; overslaget regnede med godt 23.000 kr. For nyttehavernes vedkommende vedtog forretningsudvalget et sæt vedtægter, der stadig – stort set – er gældende!
Vedtægterne for grundejerforeningen blev ret hurtigt vedtaget af det første repræsentantskab. Men da byrådet ifølge deklarationen af 1972 var påtaleberettiget og i øvrigt afgørende for deklarationens fortolkning, skulle vedtægterne godkendes her, og det tog tid. I denne sag havde kommunen jo en dobbeltrolle, idet den som ejer af matriklen med institutionerne samtidig også var pligtig medlem af grundejerforeningen. Efter en del henvendelser – snarere rykkere – blev vedtægterne endelig i oktober 1983 godkendt og returneret med underskrift af den da nyvalgte borgmester Thorkild Simonsen Repræsentantskabet har også underskrevet vedtægterne. Blandt underskriverne er foruden Henning Ernø og selvfølgelig Chr. Bærentsen enkelte personer, der stadig bor her, nemlig Otto Grantzau, Johannes Rasmussen, senere formand for grundejerforeningen fra 1984 til 1996, og Verner Nyborg, grundejerforeningens nuværende kasserer.
Som afslutning på alt dette, tilskødede Chr. Bærentsen fællesarealet ” som det er og forefindes og beset af køberne med de på arealet værende hegn, træer og planter”, som det siges i skødet! Købesummen var et meget stort rundt nul!
Johannes Grosens enke – Johanne Grosen – boede til sin død 1985 på Brobjerg, mere og mere omgivet af store beboelsesblokke. Ret hurtigt efter hendes død gik man i gang med at fjerne gårdens bygninger. Nu var der så plads til mere byggeri!