De internationale forhold under oliekrisen 1973-74 fik en del konsekvenser, mange husker de bilfrie søndage, nogle måske endda at der blev byggestop for offentligt byggeri. I Brobjergparken var blok A som nævnt færdig i 1971 og blok B i 1972, men byggeriet af de to næste blokke – blok C og D – fortsatte uhindret. Blok C havde rejsegilde i december 1972, og byggeriet af blok D startedes i april 1973. I en annonce senere i 1973 meddelte Chr. Bærentsen, at alt var udlejet i blok A, B og C, og at udlejningen af blok D ville begynde i januar 1974 med forventet indflytning i april måned 1974.

Men var byggeriet af Brobjergparken ikke standset, så viste der sig andre alvorlige konsekvenser. En større rentestigning fandt sted, og da privat byggeri ikke som socialt byggeri var hjulpet af statsstøtte og kommunale garantier, var der tale om banklån på helt almindelige betingelser, og det ville efterhånden sige til en rente på 17 – 18 %. Og det var meget problematisk!

Samtidig med byggeriet af de to første blokke havde der været nogle forhandlinger om, hvorledes man sikrede sig, at et så stort byggeri – en lille bydel i virkeligheden – blev ført sikkert igennem til afslutningen. Derfor blev der i april 1972 tinglyst en deklaration ved retten i Hornslet, og indholdet af deklarationen blev bindende for nuværende og kommende ejere af Brobjergområdet. Det hed i deklarationen, at området skulle udbygges i overensstemmelse med byplanvedtægten. Det var en selvfølge; mere interessant er et par andre vedtagelser. De enkelte bygninger – blokke – skulle matrikuleres særskilt, således at der kunne tages lån hjem til hver enkelt, at de eventuelt kunne sælges hver for sig, samt at der senere kunne foretages en opdeling af de enkelte blokke i ejerlejligheder. Det sidste var ret nyt. Den første lov om ejerlejligheder var kommet sommeren 1966, et halvt år efter, at Chr. Bærentsen havde præsenteret sin første skitse for Hjortshøj-Egå sogneråd. Deklarationen bestemte også, at området uden for de enkelte bygninger – blokke – skulle udgøre èt fællesareal, samt at der skulle oprettes en grundejerforening til varetagelse af dette fælles område. En sådan forening blev oprettet først i 1980’erne!

Løsningen på de økonomiske problemer blev netop at udnytte lovens og deklarationens muligheder for at bygge blokke, hvis lejligheder kunne sælges som ejerlejligheder.

Chr. Bærentsen fortæller senere, at han skam havde forestillet sig at alle blokkene i Brobjergparken skulle være udlejningsejendomme, men at netop begivenhederne i 1973-74 havde vist, at det ikke kunne lade sig gøre!! Med et glimt i øjet sagde han, at “det var i hvert fald, hvad min revisor sagde”! De fire første blokke gav de første mange år underskud, også fordi der på grund af uafsluttet byggeregnskab var nedslag i huslejen. Indtil 1973 var nedslaget på 25%, med 5% mindre pr. år, således at fuld husleje først skulle betales efter 1.januar 1977. I de første lejekontrakter findes den passus, at lejen kan reguleres med 3 måneders varsel, når byggeregnskab foreligger, dog således at lejen ikke kan forhøjes med mere end 10% af den i lejekontrakten angivne leje.

Men udlejningen af de fire blokke gav altså reelt underskud og nogle beregninger viste, at det ville vare ved til efter 1980, en ikke særlig heldig situation!

Så den femte blok – blok E – blev altså en ren ejerlejligheds-blok! Og det samme kom til at gælde for blokkene F, G og H.

Licitationen for blok E i 1975 kaldte mange tilbud frem, og ved afgørelsen viste det sig, at mange lokale håndværkere havde sikret sig arbejdet. Nok lidt bemærkelsesværdigt! Og salget af ejerlejlighederne gik strygende! I en annonce i februar 1977 kunne det meddeles, at den “røde lygte” var ude i Brobjergparken. Alt var udsolgt! Det bemærkedes, at der på mindre end 10 måneder var solgt 70 lejligheder! Eller med annoncens ord: Alle 70 lejligheder! Og måneden efter – marts 1977 – kunne en ny annonce fortælle: Der er givet grønt lys. Vi har startet en ny blok med ejerlejligheder i Brobjergparken. Succes’en fortsætter!

Men samtidig med byggeri og salg af ejerlejligheder, skete der andre ting. Århus kommune vedtog i 1977 en ny byplanvedtægt for området. Den var især fremkaldt af en efterhånden tvingende nødvendi udvidelse af Grenåvej. Og det medførte ændringer i skitsen fra 1970

Ændringen af rækkehusene og bygningen til børneinstitutionerne er det, der omgående falder i øjnene. Børneinstitutionerne er flyttet mod vest ned til Egåen i det område, der er markeret med tre “A’er” Rækkehusene er nu “vendt”, således at de placeres i fem klynger i stedet for på èn lang række. Og det blev jo så den endelige placering!

Ændringen skyldtes først og fremmest, at der var tale om etablering af trafikfyr ved udkørslen fra Brobjerg Parkvej til den udvidede Grenåvej, og at et sådant trafikfyr krævede en opmarchbås. Derfor blev vejen flyttet ind mod butikshuset og fik sin varige placering dèr. At det senere skulle vise sig at være en ubehagelig – for at sige det pænt – løsning for et butikscenter, kunne ingen vist se? En placering af en trafikeret vej – til beboelse og til børneinstitutioner – mellem en parkeringsplads og et indkøbscenter, må da have tændt nogle advarselslamper? Men det gjorde det altså ikke! Eller måske forestillede man sig slet ikke, at dette indkøbscenter ville blive så stort – og så besøgt!

Gennem de første år havde enkelte lejere, nok især Emil Staal i blok A, arbejdet på at finde mulighed for nogle små haver til lejerne. I 1977 gav det endelig resultat, idet området øst for Brobjerg Parkvej ud for blok A ikke indgik i planerne for det videre byggeri. Området blev stillet til rådighed for beboerforeningen, der skulle foretage det rent praktiske. Efter et møde med mange deltagere og en del interesse, blev haverne fordelt til de lejere, der ved afgørelsen fastholdt deres ønske om en have. Opdelingen af området i 13 haver på 10 x 10 m til en pris af 1,00 kr. pr. kvadratmeter blev foretaget af Emil Staal, der naturlig nok blev haveforeningens første formand, – et job han varetog i 10 år! Prisen pr. have er dog senere fordoblet!

For Chr. Bærentsen og hans kone Elsa Bærentsen havde det været meget travle år. Samtidig med engros – blomsterfirmaet havde de sammen med deres datter og svigersøn administreret flere hundrede udlejningslejligheder samt solgt et stort antal ejerboliger fra et hjørne af en hal i Gartnernes Salgsforening på Finlandsgade! Blomsterhandel om formiddagen, administration og byggeplaner om eftermiddagen og mange week-end’er brugt til fremvisning og salg af lejligheder! Det kunne ikke blive ved at gå! Administration og fortsat byggeri krævede meget mere tid og egne – og bedre – lokaler. Måske har det ikke været en hel let beslutning at forlade engrosfirmaet. Chr.Bærentsen havde overtaget det efter sin far i 1948 og havde således haft det i godt 30 år. Men i 1979 tog han springet, trak sig ud og overlod firmaet til en medarbejder.

Samme år havde byrådet godkendt byggeriet af børneinstitutionerne og bevilget midler til dem. Fremskridtspartiet havde her som ved andre institutionsbyggerier i byen markeret sig ved at stemme imod! “Vi kan ikke gå ind for, at så mange børn som muligt skal passes uden for hjemmene,” sagde partiets byrådsmedlem P. Bjerregaard!

I 1980 var kædehusene og endelig indkøbscentret således under opførelse, og Brobjergparken nærmede sig stærkt sin afslutning. Men det var bestemt ikke problemløst. Kædehusene viste sig efterhånden som noget af en økonomisk belastning. De blev svære at sælge. Helt i modsætning til ejerlejlighederne! I 1981 kunne Chr. Bærentsen til Århus Stiftstidende fastslå, at parcelhusbyggeriet var ved at være “slået i stykker”. Pengeknapheden blandt køberne, voldsomt stigende arbejdslønninger og store prisstigninger på byggematerialer gjorde det vanskeligt bare at opnå en pris, der dækkede de faktiske opførelsesomkostninger. De sidste kædehuse måtte sælges med tab. Chr. Bærentsen opgjorde sit tab på alle 25 kædehuse til ca. 1,5 million. Lakonisk tilføjede han: “Det kan ikke lade sig gøre at opføre kvalitetsbyggeri i dag og få det solgt til kostprisen”. For at få de sidste solgt, måtte prisen nedsættes og sælgerpantebrevene være uden afdrag de to første år! – Færdig med parcelhusbyggeri, vi tror kun på ejerlejligheder, var den klare konklusion.

Avisen fastslog samtidig, at Chr. Bærentsen nu var en af landets største private bygherrer, og gav en kort karakteristik: Specialist i at gøre, hvad andre anser for næsten umuligt. Satse på et storbyggeri til 250 mill. i dagens Danmark, hvor penge er en mangelvare og renteniveauet tårnhøjt!

Selv havde han en kort forklaring: Benene på jorden, en god bank og en lang arbejdsdag!

Forsættes… Læs del 5 her