Henning Ernø fortæller

Før vi købte lejlighed i Brobjergparken havde vi et hus i Viby og et sommerhus i Ebeltoft. Der var jo langt fra hus til sommerhus, så på et tidspunkt blev vi enige om at købe en lejlighed i Brobjergparken. Vi havde kun hørt godt om Chr. Bærentsens byggeri, der blev omtalt som et dejligt område, hvor man både var nær byen og lidt udenfor!

Vor lejlighed kostede i 1979 ca. 600.000 kr. Fem år senere blev den solgt til godt 650.000 kr, så den holdt da prisen godt og vel, selv om senere tider har fremvist betydelig større priser! Indflytningen i blok G var i godt gang, da vi tog vores nye hjem, som vi var de første ejere af, i besiddelse. I følge købsdokumenterne skulle der dannes en ejerforening i blokken. Vi startede da også ganske stille med nogle møder i blokkens udmærkede selskabslokale. Vi fik valgt en bestyrelse, og mange var interesserede i arbejdet. Der var faktisk en slags nybyggermentalitet. Jeg havde selv rigeligt med arbejde på det tidspunkt, så jeg kom først til at deltage i ejerforeningens arbejdet et par år senere, hvor jeg påtog mig arbejdet som formand.

Arbejdet med at starte en grundejerforening var godt i gang, da jeg som repræsentant for blok G blev involveret. Man var nået til, at foreningens struktur og vedtægter skulle færdiggøres. Det var mit grundsynspunkt, at vedtægter og struktur skulle være således, at ledelsesarbejdet blev let håndterbart. Reglerne burde udfærdiges, så de kunne forstås af enhver og ikke være unødigt komplicerede, men selvfølgelig juridisk i orden. Man må jo huske på, at der var ejerlejligheder, kædehuse, kommunale institutioner, store friområder og ikke mindst Chr. Bærentsens fire blokke beregnet til udlejning. Det var klart, at alle parter gerne skulle være tilfredse med re-præsentation og ikke mindst fordeling af udgifter.

Jeg husker fra mit første møde om stiftelse af grundejerforeningen, at Bærentsen på et vist tidspunkt udbrød: Jamen, det går jo fint det her, I er jo så fredelige! Jeg sagde hertil, at han skulle huske på, at vi blot var blomsterbørn, der var blevet voksne, og det må da glæde en gammel “gartner”! Hvorom alting er, så fik vi ved fælles anstrengelser og i enighed lavet et sæt vedtægter, og det forberedende arbejde var slut.

Den 11. maj 1982 stiftedes så Grundejerforeningen. Men der var endnu en formel sag, der skulle ordnes, nemlig kommunens godkendelse af vedtægterne. Og det holdt hårdt, sagen var som sagt kompliceret ved, at kommunen ejede børneinstitutionerne og regnvandsbassinet og skulle være med i foreningens arbejde. Men i oktober 1983 kom godkendelsen endelig efter halvandet års tøven. Det var mig en stor lettelse, at byrådet traf den beslutning, at regnvandsbassinet ikke skulle være med i grundejerforeningens regi. Lettet var jeg, fordi det nu var kommunens ansvar, at børnehavens børn havde fri adgang til vådområdet, som var godt for hunde, men ikke for børn! Hvis kommunen ikke havde trukket sig, havde jeg nok insisteret på opsættelse af et af-skærmende hegn, og det ville have kostet foreningen mange penge.

Hvordan kom nu det daglige arbejde til at fungere? Den daglige ledelse blev underlagt et forretningsudvalg med fire medlemmer: Formand, næstformand, kasserer og sekretær. Jeg blev for-mand, mens Chr. Bærentsen som ejer af blok A, B, C og D blev næstformand. Jeg synes, at det fungerede godt, især fordi alle kunne bidrage med erfaringer og kompetence fra erhvervslivet.

Området så godt ud, da foreningen overtog det, men med hensyn til materiel var det lidt vanskeligt. Jeg fik ansat en gårdmand, der på udmærket vis tog sig af de grønne områder. Det var vores holdning, at området skulle være i orden, men at han også gerne måtte tage sig tid til at snakke med beboerne, hvis de ønskede det. Spørgsmålet om materiel blev delvis løst ved, at Provinsbanken gav os et lån, så vi kunne anskaffe en del af de manglende redskaber.

Der var jo nogle uudnyttede områder langs Egåen, så vi foranstaltede en konkurrence om brugen. Der kom færre forslag, end vi havde ventet, men et forslag om små haver vandt stor tilslutning. Samtidig blev der plads til et hundeområde og et areal til boldspil. Selve opmålingen og afgrænsningen af de enkelte haver tog et frivilligt udvalg sig af og sørgede for indlæggelse af vand samt forslag til vedtægter. Brobjergparken har ofte haft ildsjæle mellem sine beboere, så forretnings-udvalget kunne stort set nøjes med at glæde sig, når havebrugerne om aftenerne og i weekends nød arbejdet og hinandens selskab.

Ud over fortløbende økonomiske og administrative opgaver kan jeg nævne enkelte forhold, som krævede forretningsudvalgets opmærksomhed. I begyndelsen var der nogle beboere, der ikke havde nok kontrol over deres hunde. Resultatet blev et krav om, at hunde i området skulle føres i snor. Herudover arrangerede vi en aften med foredrag om hundetræning, ligesom vi tilbød et dressurkursus afholdt på vores hundeområde under ledelse af en erfa-ren hundefører. Et andet problem var autoværkstedet ved Grenåvej. Det var nærmest en bilkirkegård. Jeg talte et par gange med ejeren uden effekt. Gennem en bekendt i miljøtilsynet fik vi en erfaren miljømedarbejder til at tage en uformel snak med ejeren, og det hjalp også.

Til slut vil jeg sige, at jeg med stor glæde ser tilbage på årene i forretningsudvalget. Det var interessant og givende, og kun tilfældigheder gjorde, at min kone og jeg besluttede at flytte til Ebeltoft i 1985. Vi er glade for at “komme hjem” nu, hvor alderen gør, at vi synes, det var passende at rykke at rykke teltpælene op. Her er dejligt at bo!

Efter købet af Brobjerg købte jeg mere af den nærliggende jord, bl.a. en gård, der havde tilhørt Svend Grosen, en bror til Johannes Grosen. Hans gård lå, hvor institutionerne og 50’er kædehusene nu ligger. Kastanietræet ved hovedstiens ende mod åskrænten stod på Svend Grosens gårdsplads. Han var selv død, men hans kone fik lov til at blive boende på gården i resten af hendes levetid, en ordning som Johannes Grosens enke, Johanne, også havde fået.

Landmåler Erik Kold, der foretog opmålingerne, gjorde opmærksom på, at der var tale om et så stort område, at der måtte laves en deklaration. Vi kan ikke have hver blok til at leve sit eget liv, der må skabes en form for samarbejde, var hans påstand. Helst et overordnet styre! Det var også ham, der anbefalede, at hver blok skulle matrikuleres for sig, fordi det store byggeri ville strække sig over lang tid med risiko for vanskeligheder. Med kendskab til situationen i 1970’erne var det ret forudseende! Og sådan blev det. Resultatet var en deklaration af 1972 , der indeholdt bestemmelserne for blokkene og øvrige bygninger i området, herunder også en paragraf om, at der skulle dannes en grundejerforening. Erik Kold var også med til at udarbejde det retlige grundlag for Brobjergparken sammen med to andre landmålere. Sådant arbejde var de vant til!

Fra første skitse var der tale om børneinstitutioner og om et indkøbscenter. Vi troede egentlig, at der ville blive tale om mange flere børn, end der faktisk blev. Lejlighederne var tænkt som familieboliger, men blev med en månedsleje på omkring 3.000 – kr. var de reelt ret dyre i forhold til lønningerne i begyndelsen af 1970’erne.

Den første skitse fra vores hånd blev forelagt Hjortshøj-Egå sogneråd i 1966. Beløbsrammen blev oplyst til omkring 50 millioner kr. Det lyder af meget, men jeg kendte jo til priser og vidste, hvor mange etagekvadratmeter, der skulle bygges, så beløbet afskrækkede mig ikke. Historien om, at jeg stod på toppen af Brobjergvej og trak vejret dybt, kan jeg ikke afvise; jeg husker, at jeg har stået der sammen med min far. Han syntes vist, at jeg var lovlig dristig!

Forskellige vanskeligheder af økonomisk art blev vi selvfølgelig ikke fri for. Min virksomhed som blomstergrosserer hjalp i begyndelsen godt på det problem!

Under byggemodningen sidst i 1960’erne opstod der et problem med kloakeringen. Områdets beboere blev urolige for en kloakering sammen med Brobjergparken og afholdt et protestmøde mod fælleskloakering. Igen kom Erik Kold med løsningsforslag. Vi kunne foretage kloakeringen selv! Det gjorde vi så helt uafhængig af den øvrige bebyggelse i området. Ved nærmere eftertanke viste det sig lidt nemmere her end i resten af området. Mange steder måtte der udføres spunsarbejde for at få lagt rørene, og det var slet ikke nødvendigt på det højere beliggende Brobjerg! Egentlig endte det med, at vi opnåede en ret stor besparelse!

Oprindelig var det som nævnt tanken, at det hele skulle være lejeboliger, men under oliekrisen i 1970’erne gjorde de hastigt stigende renter, at der måtte nytænkning til! Renten bevægede sig opad til både 14% og endda endnu højere.. Den gældende lov om ejerboliger gennem nogle år fået social slagside, så ombygningen af ældre bygninger til ejerlejligheder var standset, mens nybyggeri fortsat kunne bygge til ejere. Så det blev ejerlejligheder, vi satsede på i de næste blokke Blokkene gav underskud i de første mange år, men lidt jordsalg og mit grossistfirma holdt økonomien på et rimeligt niveau. I begyndelsen af 1980’erne blev der dog lidt større underskud på blokkene, så vi besluttede at sælge ejerlejligheder også i de første blokke A, B, C og D. Det gik strygende, også så meget, at vi besluttede at stoppe salget. Undervejs i salgsperioden gik det op for os, at der ikke var solgt lejligheder i blok B, så vi besluttede at lade den være en ren lejerblok. Og det blev den så, – og er stadig!

Brobjergparken var mit første større byggeri, og selv om jeg afhændede min grossistvirksomhed og i fællesskab med min kone senere stod for mange forskellige byggerier, har “Parken” bevaret sin plads i mit hjerte. Nu er vi begge “trådt et skridt tilbage”, men jeg fremviser stadig med stor glæde både selve området og lejligheder til nye lejere.