Bent Ligaard fortæller.

Det var nok lidt tilfældigt, at Birte og jeg flyttede ind i Brobjergparken. Vi havde solgt vort hus i Ebeltoft og var indstillet på, at vi ikke ville have hus og have. I vor søgen fandt vi så en lejlighed i blok A, hvor vi flyttede ind i foråret 1991. Vi havde stadig restaurant Ane Kristine i Ebeltoft, så vi kørte hver dag frem og tilbage, indtil vi afhændede restauranten i 1992.

Vi blev hurtigt glade for at bo her, og når man er glad for at bo et sted er det vel helt naturligt at man prøver at interessere sig for sine omgivelser og indgå i arbejdet for at bevare de gode omgivelser.

Fra en bestyrelsespost i ejerforeningen i blok A fik jeg i 1995 en opfordring til at indtræde i repræsentantskabet i områdets grundejerforening og senere efter en opfordring om at lede foreningen måtte jeg på et forretningsudvalgsmøde under ledelse af den forhenværende formand Johannes Rasmussen og Brobjergparkens grundlægger Chr.Bærentsen så redegøre for mine hensigter og kvalifikationer.

På et repræsentantskabsmøde i 1996 blev jeg så valgt ind i forretnings-udvalget og efterfølgende valgt som formand for Brobjergparkens Grundejerforening.

I min lange periode som formand har jeg haft et enestående samarbejde med foreningens forretningsudvalg og repræsentantskab. Gennem årene har vi ud over det daglige arbejde iværksat følgende større arbejder:

  • Omlægning af stierne ved institutionerne og anlæggelse af støjvold ved 50’er kædehusrækken.
  • Et nyt driftsreglement for området.
  • Ændring af Grundejerforeningens vedtægter.
  • Renovering af broen over Egåen.
  • Indretning af mødelokale i blok A i samarbejde med Chr. Bærentsen og Beboerforeningen.
  • Placering af storskraldsbygningen.
  • Projektering og udførelse af affaldsøer.
  • Indkøb af maskiner og værktøj.
  • Ny belægning på hovedstien og begyndende omlægning af brandvejene.
  • Omlægning af beplantning samt fældning af for store træer

Grundejerforeningen var efterhånden nået til et punkt, hvor der skulle investeres mellem en halv og en hel million kr i nyt udstyr ogsamtidig forudses store stigninger i lønninger og pensioner til de ansatte gartnere. Vi måtte forudse problemer ved fremtidige nyanlæg og med de uundgåelige omlægninger, og det stod klart, at det ikke mindst ville medføre ret så store stigninger i driftsindbetalinger og dermed i huslejen. Vi måtte erkende, at Grundejerforeningen ikke længere var gearet til at drive gartnervirksomhed.

Der blev som konsekvens heraf ind-hentet tilbud fra tre gartnerfirmaer og forretningsudvalget indstillede til repræsentantskabet, at man overgik til en anden driftsform. Dette blev vedtaget med stor majoritet af repræsentantskabet og efter en overgangsordning startede gartnerfirmaet Ingolf Rasmussen så arbejdet i Brobjergparken Vi forsøgte med nogle ideer og et godt initiativ at forhandle en ordning igennem, så vore gartnere kunne fortsætte i det nye firma, men det ønskede de ikke!

Den nye driftsform giver naturligvis et større tilsynsarbejde og kvalitetskontrol fra Grundejerforeningens side, men samtidig langt mindre administrationsarbejde. Og det må jo samtidig erkendes, at et firma har en stor og velegnet maskinpark, noget Grundejerforeningen på ingen måde har økonomisk mulighed for at anskaffe sig.

Efter nu 12 års arbejde som formand fandt jeg det på tide at stoppe for at lade yngre kræfter komme til.


Efterskrift.
Bent Ligaard trådte desuagtet straks til, da hans efterfølger på grund af sygdom måtte forlade sin post. Det blev således til endnu et år i Grundejerforeningens tjeneste.